Almene artikler

Battlefield 1943: Pacific anmeldelse: Postkort fra Iwo Jima

2009-07-20T06:00:00Z

I Clint Eastwoods film Letters from Iwo Jima er kampen mellem USA og Japan i Stillehavet under 2. verdenskrig et barskt brev sølet ind i blod, men i Digital Illusions’ version er selv samme kamp snarere et farvestrålende postkort.

Battlefield 1943: Pacific er god og billig multiplayer-underholdning, og Viking Reviews er kommet i besiddelse af et brev fra fronten.

Den lange vej til fronten

Kære alle sammen. Jeg håber, I har det godt derhjemme. Her går det hedt for sig. Jeg er blevet optaget i United States Marine Corps, og vi udkæmper nådesløse slag mod den japanske flådes tropper på små øer i Stillehavet. Jeg er ved at være lidt af en veteran og er begyndt at stige i graderne, men det giver desværre ikke andre fordele end, at jeg nu kan prale af en højere rang end gutterne.

Fronten er et kaotisk sted, og hærens organisation har i lang tid været temmelig mangelfuld. I den første uge af krigen var det faktisk stort set umuligt at komme til fronten, da alle slagmarker var proppet til randen med overivrige soldater. Det problem er heldigvis blevet ordnet, så man nu for det meste kan få blod og jord under neglene i en fart.

Slagmarken anno 1943

Hvis det ikke var for horderne af svært bevæbnede japanere, ville de små øer, hvor vi kæmper, være rene ferieparadiser. Omgivet af azurblåt hav, palmer og strålende solskin er det let at fortabe sig i udsigten. Selv i kampens hede kan det være svært ikke at se sig betaget og forfærdet omkring. Når hele øen knitrer af maskingeværssalver, og jagerfly brøler henover hovedet på én, mens tankkanonerne tordner, og hele armeer af soldater tørner sammen, er det umuligt ikke at blive smittet af kammeraternes kampgejst. Desværre har vi kun lov til at kæmpe på tre øer: Wake Island, Guadalcanal og Iwo Jima.

Når først granaterne begynder at slå ned med infernalske brag, gør man dog klogt i at holde øjnene på modstanderen, for selvom du tror dig i sikkerhed, kan din dækning i næste nu være reduceret til murbrokker.

I løbet af de indædte kampe forvandles de små paradiser som regel til rygende ruiner, når maskingeværer saver træer og buske ned, mens artilleriet jævner hele byer med jorden. Kun enkelte bunkere kan modstå bombardementerne. Og når man først har en granat i hånden, får man ærligt talt et temmelig skødesløst forhold til sine omgivelser, for hvorfor gå uden om et hus, når man bare kan sprænge sig igennem?

Livet (og døden) som fodsoldat

Nu må I ikke blive urolige, men jeg er efterhånden blevet bedste venner med halvdelen af personalet på vores lazaret. Som alle andre frontsoldater kommer jeg nemlig konstant forbi for at blive lappet sammen. Nej, det er sandelig ikke nemt at være fodsoldat på en slagmark, hvor tanks bestemmer, om du lever eller dør. Hæren sørger for, at vi har rigeligt med muligheder for at komme omkring. Der er jeeps og tanks såvel som både og fly. Desværre er fjenden ligeså velforsynet, og især tanks er ofte en direkte billet til infirmeriet. Som menig fodtudse skal du derfor arbejde godt sammen med dine kammerater, hvis du skal have en chance mod de pansrede helvedsmaskiner. Med flyene er det anderledes, da de kræver et garvet jæger-es i cockpittet for ikke at være til ligeså stor fare for piloten selv som for fjenderne under ham. Fra jorden kan en erfaren skytte endda give uheldige piloter lejlighed til at tjekke, om faldskærmen virker.

Vi kan dog forbedre vores muligheder over for de motoriserede enheder ved at drage i kamp med den rette udrustning. Som Rifleman får vi en standardriffel med en fornuftig rækkevidde og præcision, som samtidig kan affyre granater til stor skade for andre fodfolk. Som Infantry kæmper vi med et maskingevær, som kan vinde de fleste nærkampe, og en bazooka, som kan sætte en skræk i livet på enhver kampvognschauffør. Til Scouts udleverer hæren en snigskytteriffel, en pistol og sprængstof, der kan gøre det af med såvel broer som tanks og fjendtlige tropper. På slagmarken må du derfor planlægge dine angreb og taktik nøje efter din udrustning.

Intet nyt fra Stillehavet

Vi udkæmper en bitter stillingskrig, og kampene handler kun om én ting: at erobre fjendens baser og støttepunkter. Det kan være landsbyer, landingsbaner, bunkers eller andre militære installationer. Når de først er indtaget, kan fjenden nemlig ikke sende ligeså mange tropper i kamp, og når alle reserver er opbrugt, er sejren vor. Der er som regel mange måder at angribe såvel som at forsvare hver enkelt stilling, så det kræver både kreativitet og ildkraft at kontrollere slagmarken. Når vi erobrer de rigtige stillinger, har vi desuden mulighed for at indkalde massive luftangreb, som kan gøre livet surt (og betydeligt kortere) for enhver.

Hvis vablerne bliver for slemme af en hel dag til fods (og det bliver de, hvis man ikke får et lift af en jeep, en tank eller tager privatjægerflyet, for vi skal tit tilbagelægge længere afstande mellem kampladserne), kan vi heldigvis også kaste os ud i rene luftdueller uden indblanding fra antiluftskyts eller andre irritationer nedefra.

Selvom kampene til tider bliver lidt ensformige, og man mest af alt bare glæder sig til sin hjemsendelse, når man endnu en gang bliver sendt en tur på infirmeriet af en tank, så giver det ikke desto mindre et sug i maven, hver gang man stormer en fjendtlig stilling i et velkoordineret angreb med fly, tanks og dødsforagtende fodfolk.

SPILLET I KORTHED

Info

- Platform: Xbox 360 Live Arcade, Playstation 3 Network, PC

- Genre: Action

- Udvikler: Digital Illusions CE (DICE)

- Udgiver: EA

- Antal spillere: max 24

Viking Reviews dom

Battlefield 1943: Pacific er en genudgivelse af tre maps fra tidligere kapitler i serien, og spillet henter det meste af sin nyskabelse i at være en af de flotteste udgivelser, der er udkommet udelukkende som download-spil til PC og konsollernes online-tjenester. Dette taget i betragtning er spillet nemlig intet mindre end en grafisk kraftpræstation, og så er det farverige design en behagelig afveksling fra den askegrå fernis, som ellers pryder de fleste 2. verdenskrigspil.

Battlefield 1943's download-only-format betyder naturligt en række begrænsninger. Spillet er udelukkende online multiplayer med to spilmodes: Conquest Mode handler om at erobre og holde en række stillinger, og Air Superiority er rene luftdueller. Der er kun tre maps (plus et fjerde, der udelukkende er til Air Superiority), men hver ø er til gengæld propfyldt med multiplayer-spilleglæde, når man lige har fået taget sit tankkørekort. Takket være Digital Illusions’ Frostbite Engine kan du sprænge store dele af omgivelserne i stumper og stykker akkompagneret af sublim lyd. Styringen er stram og præcis, ligesom hele spiloplevelsen er gennemført og velbalanceret. Og nu hvor de serverproblemer, der plagede spillet i den første uge efter udgivelsen, er løst, er der ingen forhindringer for en rask tur til fronten. Selvom spillet dybest set er en genudgivelse, har Digital Illusions til en yderst rimelig pris vist et flot og vidunderligt larmende glimt af de muligheder, der ligger i rene download spil.

Plus

Klassisk Battlefield underholdning
Imponerende grafik
Et røverkøb

Minus

For få spilmodes og maps
Grafikfejl (Xbox 360)
Til tider ulige holdsammensætning (PS3)

Bedømmelse

8/10

Ninja Blade anmeldelse: I byen med en ninja

2009-05-08T06:00:00Z

Har du nogensinde undret dig over, hvad ninjaer mon laver, når vi andre er på Crazy Daisy?

Ninja Blade, som er noget nær ninja-ækvivalenten til en gedigen brandert, giver dig et godt bud: de tager til Tokyo og tæver kæmpemonstre. Viking Reviews er fulgt i hælene på Ken Ogawa, der viser alle Xbox 360-ejere, hvordan ninjaer går i byen nu til dags.

Fight for your right to party!

Mig bekendt er ninjaer et stilfærdigt folkefærd. Vel at mærke ikke stilfærdig som en frimærkesamler, men snarere som den lydløse død, som lurer i skyggerne. En moderne ninja som Ken Ogawa har dog ligesom os andre brug for at smide hæmningerne i ny og næ. Og det går bestemt ikke stille for sig. I byen ter vi os vel alle lidt tosset, og således også ninjaer, som åbenbart gladelig pløkker skyskraberstore mutantorme med gatlingguns.

En sommernat i august i 2015 får Ken Ogawa og gutterne lyst til en rask bytur. Okay, det er egentlig en tophemmelig militærmission i anledning af, at hele Tokyo er blevet inficeret af en besynderlig virus, som forvandler byens gode borgere til frådende monstre.

Myndighederne har opgivet at bekæmpe uhyrerne med konventionelle midler og overvejer i stedet at udrydde alt liv i Tokyo og omegn med en gigantisk laserkanon for at forhindre katastrofen i at sprede sig. Hvis Ken da ikke lige kan nå at rydde op inden da. Nej, der er ikke megen tid til en forfest, men festhumøret indfinder sig alligevel hurtigt, når Ken inden for de første fem minutter har vundet sin første miniboss-fight og væltet en skyskraber.

Et godt førstehåndsindtryk

Hvis du skal være et hit i nattelivet, så gælder det om at gøre et godt første håndsindtryk, og det er Ken Ogawa lidt af en ekspert i. Når man kan springe ud af en helikopter (uden faldskærm) og aflive de første fire fjender med velplacerede quick time event-angreb, inden man overhovedet rører jorden, så har man vist de flestes udelte opmærksomhed. Så gælder det selvfølgelig bare om at fastholde den. Og det gør Ken faktisk ganske godt. Desværre viser han dig bare ikke så meget andet end det, du ser i de første par minutter.

Charme, selvtillid og lækre våben

Det kan være farligt at gå i byen, hvis man ikke passer på. Især når byen er inficeret af en mystisk dræbervirus. Heldigvis har politiet ikke indført visitationszoner i Tokyo, så Ken kan roligt slæbe knive nok med til at forsyne hele det københavnske natteliv.

Ken har tre hovedvåben, som han betjener med lige dele blæret elegance og drabelig effektivitet. Standardvåbenet er et traditionelt samuraisværd, der blander hurtighed og styrke. Dertil kommer to lynhurtige knive snedigt udstyret med wirer, som Ken bruger til at svinge sig fra bygning til bygning. Og den japanske tradition tro har han selvfølgelig et langsommere, men mere kraftfuldt sværd på størrelse med en mellemstor personbil.

Ingen kan undvære lidt bling, så Ken er også den lykkelige ejer af en magisk kastestjerne, som kan uddele alt fra små storme og elektriske stød til molotov cocktail-lignende flammeeksplosioner. Undervejs kan alle våben selvfølgelig opgraderes med nye angrebsteknikker, som langt hen ad vejen holder kampene friske og underholdende, selvom du sandsynligvis hurtigt finder en håndfuld særligt effektive moves og holder dig til dem.

Hører du til de forfængelige, kan du desuden lege lidt med Kens kostume. Hvorfor ikke se godt ud, mens du redder verden?

Skal vi ordne det her udenfor?

Ken får brug for alle sine våben, for Tokyo vrimler med morderiske om end ikke synderligt intelligente monstre, der bare venter på et godt slagsmål. De mindre fjender yder dog ikke nævneværdig modstand, med mindre sværhedsgraden skrues helt i vejret. Til gengæld er Tokyo åbenbart et trækplaster for kæmpebosser, der alle gør deres bedste for at bremse Kens videre fremfærd - lidt ligesom dørmænd, hvis eneste mål i livet til tider synes at være at forhindre alle andre i at more sig.

De fleste af de overraskende talrige boss-kampe er heldigvis betydeligt sjovere end tvære dørmænd, men monotonien melder sig alligevel undervejs. En halvering af antallet til fordel for en fordobling af kvaliteten ville have pyntet, da flere af dem er en kende for uopfindsomme. Vi har efterhånden set rigeligt med kæmpeedderkopper, -krabber og -orme.

Vi maler byen rød… eller i hvert fald mørk med nogle gode lyseffekter

Tokyo er en flot, men også lidt kedelig og ensformig by at bevæge sig rundt i. Måske er Ken Ogawa bare ikke verdens bedste guide. Han fremviser i hvert fald ikke meget andet end et hav af majestætiske, skinnende skyskrabere. Byens glødende skyline er da bestemt et betagende syn, men med mindre du har en seriøs storbyfetich, kommer det hele efterhånden til at virke lidt koldt og upersonligt. Desuden minder byturen med Ken til tider om en lidt for diktatorisk planlagt pub crawl, for han giver dig ikke frihed til pludselige indskydelser eller udforskende svinkeærinder. Det er hele tiden lige ud til næste bar, næste slagsmål.

Ken kan ellers sagtens male byen rød. Det kræver blot, at han benytter sit såkaldte Ninja Vision, der bader alt i et rødt skær og lader ham se fjenders svagheder eller vigtige punkter i omgivelserne. Desværre ser man omtrent ligeså klart i denne mode som i en tolvhestes brandert.

Quick timing is everything

Ninjaer er ædrueligt folkefærd. Alkohol ødelægger jo som bekendt reflekserne, og uden dem er en ninja ikke meget værd. Og hvis spirituskørsel er dumt under normale omstændigheder, så er det exceptionelt frarådeligt, når man som Ken Ogawa skal manøvrere en motorcykel rundt på tagene af busser, som er blevet slynget hundredvis af meter op i luften af en forslugen orm. Men hvad gør moderne ninjaer så, hvis der skal lidt ekstra fest i gaden? Skal vi tro Ninja Blade, så er de alvorligt afhængige af quick time events.

Ken støder på en hidtil til uset mængde quick time events på sin vej igennem Tokyo. De lægger op til og afslutter hver eneste boss-fight, men dukker desuden bare op i tide og utide. Slår timingen fejl, spoles tiden belejligt tilbage, og Ken får en ommer.

Quick time events er blevet spilmediets svar på alkohol. På samme måde som alkohol lover dig, at du bliver smadderklog af at hælde ti fadøl i hovedet, bilder quick time events dig ind, at du er guds gave til gaming, selvom du reelt ikke kan prale af andet end at have nogenlunde velfungerende reflekser.

Det er ikke desto mindre altid sjovt at se, hvad Ken finder på i de spektakulære quick time event-film. Det er for eksempel umuligt ikke at grine imponeret, når han hopper op på en raket affyret af en virusinficeret helikopter og resolut surfer rundt på det spruttende missil, indtil han får styret det tilbage i synet på den intetanende virus-helikopter. Men det er nok de færreste, der tager i byen for at se andre have det sjovt, så til tider fortryder man næsten, at man ikke bare blev hjemme og så en film.

Tømmermænd

Ninja Blade er stort, larmende og underholdende, men ligeså dybt som et shot-glas. Du vil more dig gevaldigt, men med undtagelse af visse bossfights vil du sandsynligvis ikke kunne huske ret meget af det dagen efter. Og så er det svært at undgå den nagende fornemmelse af, at du måske kunne have brugt dine penge lidt bedre.

SPILLET I KORTHED

Info

Platform: Xbox 360
Udvikler: From Software
Udgiver: Microsoft
Antal spillere: 1

Viking Reviews' dom

Ninja Blade er klassisk hack-and-slash action, der låner flittigt fra genre-fæller som God of War, Ninja Gaiden og Devil May Cry. Faktisk så flittigt, at nogle nok vil kalde det tyveri, men har du en svaghed for blærede øretæver, vil Ninja Blade sikkert falde i din smag. Der er på ingen måde tale om nytænkning af genren, men kameraet er i det mindste bedre end i Ninja Gaiden. Til gengæld kræver spillets save-system lidt tålmodighed, da det kun lader dig gemme mellem missionerne. Ninja Blade er afsindigt filmisk takket være de talrige quick time events, som desværre også mindsker følelsen af at have reel indflydelse på Kens akrobatiske udskejelser. Der er ingen multiplayer-modes og med undtagelse af leaderboards heller ingen online-muligheder. Singleplayer-delen har dog en acceptabel længde på omkring 12 timer alt efter sværhedsgraden. Desværre er der ikke meget at vende tilbage til, når alle våben først er fuldt opgraderede og kostumet tilpas tosset. Ninja Blade er skægt og veludført, men ikke forbandet intelligent. Skål!

Plus

Gedigen underholdning
Flotte cut-scenes
Solidt kampsystem

Minus

Alt for mange quick time events
Mangelfuldt save-system
For lidt originalitet

Bedømmelse

6/10

Resident Evil 5 anmeldelse: Rapport fra Afrika

2009-03-24T06:00:00Z

Agent Chris Redfield er vendt hjem fra mission i Afrika, og Viking Reviews har fået adgang til hans tophemmelige rapport.

Bio-terrorism Security Assessement Alliance (BSAA)

BSAA-fil: Resident Evil 5

Status: Strengt fortrolig

Debriefing af agent Redfield, Chris

Velkommen til Afrika

Jeg har set ting, jeg sent vil glemme. Og jeg har set ting, som jeg efterhånden har set så mange gange før. Dette er min beretning.

Min opgave var at undersøge rapporter om, at ukendte bagmænd bruger ustabile afrikanske stater til at teste biologiske våben. Af særlig interesse var rygter om, at den frygtede Las Plagas virus, som senest hærgede i Spanien (BSAA-fil: Resident Evil 4), nu var begyndt at sprede sig i den autonome zone Kijuju. Der gik ikke lang tid, før jeg med uhyggelig sikkerhed kunne bekræfte disse rygter. Faktisk viste det sig, at der var tale om en helt ny type af Plagas-virussen. Snart blandede mere personlige motiver sig dog i opgaven, da jeg kom på sporet af min gamle partner Jill Valentine (BSAA-fil: Resident Evil 1).

Jeg havde på forhånd nærlæst Kennedy-rapporten om agent Leon Kennedys mission i Spanien tilbage i 2005 (BSAA-fil: Resident Evil 4), og jeg må med det samme sige, at mange af mine oplevelser i Afrika til forveksling mindede om agent Kennedys i Spanien.

Aldrig mere alene!

Det eneste, der er værre end at dø, er at dø alene. Derfor er jeg så glad for, at jeg i Kijuju for første gang i min agent-karriere havde mulighed for at arbejde tæt sammen med en makker. Ved ankomsten slog jeg mig nemlig sammen med den afrikanskfødte BSAA-agent Sheva Alomar. Ligesom jeg var hun drevet af mere personlige motiver end den officielle opgave, nemlig et ønske om at finde og straffe de personer, der var ansvarlige for hendes forældres død i forbindelse med tests af biologiske våben.

Sheva var en yndig, men også særdeles slagfærdig ung dame, og vores samarbejde var hele vejen upåklageligt. Jeg misundte da bestemt heller ikke agent Kennedy, som i Spanien måtte trækkes med præsidentens noget handlingslammede datter Ashley. Netop samarbejdet mellem Sheva og jeg var da også essentielt for at klare mange af de udfordringer, vi stødte på. Det var nemlig svært, grænsende til umuligt at storme frem hver for sig. I stedet måtte vi hele tiden dække og hjælpe hinanden. Heldigvis kunne vi til enhver tid bytte ammunition og medikamenter, hvilket var strengt nødvendigt for både at kunne kæmpe effektivt og for at kunne bære mest muligt i vores begrænsede inventories.

Faktisk stødte vi på en lang række opgaver, som kun kunne løses ved hjælp af tæt og velkoordineret samarbejde. I en dunkel mineskakt måtte én af os for eksempel bære en lanterne, mens den anden tog sig af angriberne. BSAA agenter må ikke være egoister. Ingen gider arbejde sammen med dig, hvis du kun tænker på din egen overlevelse og hamstrer al den ammunition, du finder.

Henrivende rædsler

Shevas hjemland er smukt. På sin egen gruopvækkende måde i hvert fald. Det Afrika, vi oplevede, egner sig nemlig bestemt ikke til postkort. Det var støvet, forfaldent og elendigt. Jeg så landets mest dystre afkroge: faldefærdigt slum, isolerede stammelandsbyer og ældgamle templer. Især husker jeg dog lyset. Det gustne lys, som badede alt i et sygeligt skær, når vi da ikke lige vandrede i stinkende kloaker eller dunkle mineskakter. Alligevel var jeg ikke helt så overvældet af indtrykkene, som agent Kennedy var efter sit besøg i Spanien.

Personligt så jeg naturligvis drøngodt ud (selvom jeg måske skal til at skære lidt ned på steroiderne), og smækre Sheva var bestemt heller ikke tosset at have vimsende omkring.

Evaluering af agentuddannelsen

Agent Kennedy og jeg gennemgik den samme agentuddannelse, og vores evner er derfor stort set identiske. Forud for missionen var jeg dog på et særdeles nyttigt kursus i basal nærkamp. Jeg lærte at uddele en række forskellige slag mod fjender, der var blevet stækket af pistolskud. Sheva benyttede sig af lignende om end noget mere akrobatiske angrebsteknikker. Desuden lærte jeg at aflive væltede fjender med et kraftigt los til hovedet eller brystet, så jeg modsat agent Kenndy ikke behøvede at hugge liggende modstandere ihjel med feltkniven, når det var nødvendigt at spare på ammunitionen - denne foroverbøjede arbejdsstilling var både upraktisk og dårlig for ryggen, så jeg kan kun rose BSAA for at have udvidet agentuddannelsen på dette punkt.

Der er dog stadig en lang række gængse teknikker, som jeg ikke kan finde ud ad. Nogle vil måske derfor anklage uddannelsen for at være for kluntet og gammeldags. Jeg aner for eksempel stadig ikke, hvordan man bruger dækning, ligesom jeg hverken kan lade eller affyre mine våben, mens jeg løber. Til forsvar for uddannelsen vil jeg dog understrege, at mine færdigheder passede fortrinligt til de oplevelser, missionen bød på!

Las plageånder

Antallet af afrikanere, som er inficeret med Las Plagas virussen, er svimlende højt – selv efter, at Sheva og jeg har tyndet ud i rækkerne. De inficeredes opførsel minder meget om den, som Kennedy-rapporten beskriver. Så selvom der eftersigende var tale om en ny type af Plagas virussen virkede den altså ret bekendt. Når de inficerede personer fik øje på os, satte de som regel i løb, men stoppede få meter fra os og stavrede det sidste stykke som savlende og knurrende skydeskiver. Ikke desto mindre udgjorde de i kraft af deres antal en konstant trussel mod både helbred og nerver.

De var ofte djævelsk dygtige til at udnytte omgivelserne til pludselige bagholdsangreb. Særligt i de trange slumkvarterer førte de effektiv guerillakrig og sprang ned fra tage og klatrede over hegn uden varsel. De brugte alle de våben, de kunne opdrive, så vi måtte kæmpe mod alt fra høtyve, spyd og økser til armbrøster og dynamitstænger. Og ligesom deres spanske modstykker udviste de afrikanske inficerede en modbydelig begejstring for motorsave. Inden længe udviklede vi dog forskellige effektive taktikker mod hvert våben, hvilket blot er endnu et vidne om betydningen af godt samarbejde. Tit kunne vi desuden barrikadere os i huse eller flygte op på tagene, hvor de kun vanskeligt kunne forfølge os.

Det krævede store mængder krudt og kugler at komme horderne af inficerede til livs. Gudskelov lod de lokale dog deres ammunition ligge og flyde overalt: i tønder, kasser, kister og sågar i små bunker af frugt. Desuden havde vi ofte mulighed for at købe nye våben og opgraderinger. Alligevel måtte vi dog hele tiden være påpasselige med at rationere vores skud.

Med jævne mellemrum stødte vi på abnorme og ofte gigantiske mutanter fremkaldt af Plagas virussen. Nogle af disse møder bød på mindeværdige kampe, mens andre blot skulle overstås. Derudover fik vi lejlighed til at prøve kræfter med et udsnit af det afrikanske dyreliv. Hovedsagligt slanger, krokodiller og muterede hunde, men også en race af ualmindeligt aggressive høns.

The horror. The horror. Where’s the horror?

Der var nok at skyde på, og jeg har da heller aldrig brugt så meget ammunition på én mission før. Den knugende frygt var denne gang afløst af pumpende adrenalin. Når jeg nu alligevel har udviklet et overforbrug af blodtryksfortyndende medicin skyldes det den utryghed, vi konstant befandt os i. Vi vidste, at næste angreb kunne lure om hvert eneste hjørne eller komme farende fra hvert eneste hustag.

Vores hjerner kom ikke ligefrem på overarbejde. Modsat tidligere missioner, hvor jeg ofte måtte løse komplicerede gåder for at kunne fortsætte, stødte vi denne gang højst på en håndfuld udfordringer, som et velplaceret shotgun-skud ikke kunne løse.

Den mission var heller ikke synderlig uhyggelig. Måske fordi samarbejdet med Sheva fortrængte den ensomme isolerede rædsel, jeg før har oplevet, til fordel for et mere sammenbidt fokus på at kæmpe og beskytte hinanden. Måske har jeg taget skade af mine tidligere missioner, men jeg savnede faktisk frygten og uvisheden om, hvad der mon ventede i mørket.

SPILLET I KORTHED

Info

Udvikler: Capcom
Platform: PlayStation 3, Xbox 360
Antal spillere: 1-2 (splitscreen, system link eller online)

Viking Reviews dom

Resident Evil 5 er på ingen måde den samme revolution som sin legendariske forgænger. Det er en (for det meste) vellykket opdatering af en klassiker, hvor især tilføjelsen af en velintegreret co-op del skinner igennem. Styringen er uændret i forhold til 4’eren og vil sandsynligvis genere action-fanatikere, da der ikke er meget Marcus Fenix over agent Redfield. Alligevel vil spillets større fokus på action sikkert støde gyserpurister. Spillere med smag for puzzles bør ligeledes søge udfordringer andet steds, for Resident Evil 5 bryder afgørende med seriens tidligere gåder. Når story-mode er gennemført åbnes en co-op-udgave af den Mercenary-mode, som også var at finde i 4’eren. En versus-mode kan nu desuden hentes på konsollernes online-tjenester. Sammen med en fyldig story-mode er der altså mange blodige timers spilletid at hente i Afrika. Alle, der nød det nu klassiske Resident Evil 4, vil sandsynligvis også få sig en god oplevelse med 5’eren, men vil måske samtidig spekulere lidt nervøst over, hvor serien er på vej hen.

Plus

Velintegreret co-op
Stemningsfuldt design
Lang holdbarhed

Minus

Co-op med CPU-makker
For lidt gys, for meget gun
Et par uinspirerede boss-kampe

Bedømmelse

8/10

Viking Reviews' fem favoritter fra CeBIT 2009

2009-03-11T09:59:30Z

Det kan godt være, at CeBIT-messen i Hannover anno 2009 ikke helt levede op til det forgangne år i forhold til mængden af nyttige - eller knap så nyttige - gadgets, men der var stadig nok lanceringer til at vække vores indre nørd til live.

Købsguide: Sådan samler du et prisbilligt Intel Core i7-system

2009-02-17T11:02:51Z

Intel Core i7 til masserne

Hvem siger, at et nyt X58-system med Intels famøse Core i7-processor skal koste spidsen af en jetjager?

AMD Phenom II X4 940 Black Edition

2009-01-08T05:03:20Z

AMD lancerer i dag Phenom II-processoren, og Viking Reviews er klar med både anmeldelsen såvel som sammenligningen med et udvalg af de nærmeste konkurrenter.

Tilbageblik: Bedste og mest skuffende computerspil fra året der gik

2008-12-30T17:35:03Z

2008 har været proppet med længe ventede computerspil, men det er også året, hvor en række spil ikke helt levede op til vores forventninger. Vi har gennem året der gik brugt mange timer på at spille gennem en kavalkade af titler, og nu er vi klar med redaktionens bud på både de bedste og de mest skuffende spil.

Hvilke spil er dine favoritter, og hvilke spiltitler gjorde dig for alvor skuffet? Deltag i debatten i kommentarfeltet på artiklens sidste side.

Viking Reviews ønsker alle en glædelig jul

2008-12-24T13:57:22Z

Så nåede vi til den 24. december, og selvom vi ikke har været i luften længe, må det være på sin plads at ønske vores læsere en rigtig god jul.

Den hvide jul er udeblevet igen i år, men ikke desto mindre har julestemningen her på redaktionen været glimrende.

Lanceringen af Viking Reviews har indtil videre været meget positivt modtaget blandt vores læsere, og samtidig har vi fået mulighed for at iværksætte en række nye tiltag, hvilket glæder os meget.

Vi håber, at alle vores læsere vil opleve, at julefreden sænker sig, således at de får mulighed for at bruge noget kvalitetstid sammen med familie og venner - og selvfølgelig får de nødvendige hårde pakker.

Herfra vil vi blot ønske alle en rigtig god jul med ønsket om alt godt!

Med julen i bakspejlet vender vi stærkt tilbage, så vi kan få afsluttet år 2008 med nogle interessante tilbageblik og artikler.

Viking Reviews lanceret

2008-12-12T00:00:00Z

Så oprandt dagen endelig, da vi kunne lancere Viking Reviews. Sitet har været undervejs i et godt stykke tid, og vi har brugt en masse tid og energi på at lave et website, vi håber, vil falde i de flestes smag.

Vi har desuden tænkt grundigt over, hvad det er for et site, vi ønsker at skabe, og hvordan vi opnår disse mål, som vi håber, vores brugere vil hjælpe os med at nå. Herunder er opstillet en række af vores målsætninger:

At levere kvalitetsnyheder og artikler.
At være opdateret omkring hvad der sker, både hvad angår it-nyheder og nyheder af almen interesse.
At skabe positiv opmærksomhed på Norden og fremme interessen for og kendskabet til it.
At skabe et community hvor der hersker en venlig hjælpsom ånd.
At give producenterne mulighed for opnå kvalitetsmærkning på baggrund af troværdige anmeldelser.
At give fornyet og sober konkurrence til de eksisterende aktører på markedet.

Sådan opnår vi vores målsætning

For at kunne leve op til ovenstående bliver vi nødt til at udvikle os i samarbejde med vores læsere og lytte til den feedback, vi får, hvilket vi bestemt også agter at gøre, ligesom det vil være nødvendigt løbende at udvide vores medarbejderstab. Du skal derfor være velkommen til at melde dig på banen, hvis du mener, du har evnerne og modet til at gøre en forskel.

Velkommen som læser

Vi håber, at du som læser vil tilbringe mange kvalitetstimer på Viking Reviews med både at læse interessante artikler, møde spændende mennesker, deltage i debatter og få svar på dine spørgsmål samt selvfølgelig at få en masse ny viden.

Velkommen på Viking Reviews.