Battlefield 1943: Pacific anmeldelse: Postkort fra Iwo Jima
Battlefield 1943: Pacific anmeldelse: Postkort fra Iwo Jima  Email
Almene artikler
Skrevet af Anders Hjorth Johansen   
Mandag, 20 Juli 2009 08:00

battlefield1943_soldier_smI Clint Eastwoods film Letters from Iwo Jima er kampen mellem USA og Japan i Stillehavet under 2. verdenskrig et barskt brev sølet ind i blod, men i Digital Illusions’ version er selv samme kamp snarere et farvestrålende postkort.

 

Battlefield 1943: Pacific er god og billig multiplayer-underholdning, og Viking Reviews er kommet i besiddelse af et brev fra fronten.

 

Den lange vej til fronten

Kære alle sammen. Jeg håber, I har det godt derhjemme. Her går det hedt for sig. Jeg er blevet optaget i United States Marine Corps, og vi udkæmper nådesløse slag mod den japanske flådes tropper på små øer i Stillehavet. Jeg er ved at være lidt af en veteran og er begyndt at stige i graderne, men det giver desværre ikke andre fordele end, at jeg nu kan prale af en højere rang end gutterne.

 

Fronten er et kaotisk sted, og hærens organisation har i lang tid været temmelig mangelfuld. I den første uge af krigen var det faktisk stort set umuligt at komme til fronten, da alle slagmarker var proppet til randen med overivrige soldater. Det problem er heldigvis blevet ordnet, så man nu for det meste kan få blod og jord under neglene i en fart.

 

Slagmarken anno 1943

Hvis det ikke var for horderne af svært bevæbnede japanere, ville de små øer, hvor vi kæmper, være rene ferieparadiser. Omgivet af azurblåt hav, palmer og strålende solskin er det let at fortabe sig i udsigten. Selv i kampens hede kan det være svært ikke at se sig betaget og forfærdet omkring. Når hele øen knitrer af maskingeværssalver, og jagerfly brøler henover hovedet på én, mens tankkanonerne tordner, og hele armeer af soldater tørner sammen, er det umuligt ikke at blive smittet af kammeraternes kampgejst. Desværre har vi kun lov til at kæmpe på tre øer: Wake Island, Guadalcanal og Iwo Jima.

 

battlefield1943_paradis_smNår først granaterne begynder at slå ned med infernalske brag, gør man dog klogt i at holde øjnene på modstanderen, for selvom du tror dig i sikkerhed, kan din dækning i næste nu være reduceret til murbrokker.

 

I løbet af de indædte kampe forvandles de små paradiser som regel til rygende ruiner, når maskingeværer saver træer og buske ned, mens artilleriet jævner hele byer med jorden. Kun enkelte bunkere kan modstå bombardementerne. Og når man først har en granat i hånden, får man ærligt talt et temmelig skødesløst forhold til sine omgivelser, for hvorfor gå uden om et hus, når man bare kan sprænge sig igennem?

 

Livet (og døden) som fodsoldat

Nu må I ikke blive urolige, men jeg er efterhånden blevet bedste venner med halvdelen af personalet på vores lazaret. Som alle andre frontsoldater kommer jeg nemlig konstant forbi for at blive lappet sammen. Nej, det er sandelig ikke nemt at være fodsoldat på en slagmark, hvor tanks bestemmer, om du lever eller dør. Hæren sørger for, at vi har rigeligt med muligheder for at komme omkring. Der er jeeps og tanks såvel som både og fly. Desværre er fjenden ligeså velforsynet, og især tanks er ofte en direkte billet til infirmeriet. Som menig fodtudse skal du derfor arbejde godt sammen med dine kammerater, hvis du skal have en chance mod de pansrede helvedsmaskiner. Med flyene er det anderledes, da de kræver et garvet jæger-es i cockpittet for ikke at være til ligeså stor fare for piloten selv som for fjenderne under ham. Fra jorden kan en erfaren skytte endda give uheldige piloter lejlighed til at tjekke, om faldskærmen virker.

 

battlefield1943_tank_smVi kan dog forbedre vores muligheder over for de motoriserede enheder ved at drage i kamp med den rette udrustning. Som Rifleman får vi en standardriffel med en fornuftig rækkevidde og præcision, som samtidig kan affyre granater til stor skade for andre fodfolk. Som Infantry kæmper vi med et maskingevær, som kan vinde de fleste nærkampe, og en bazooka, som kan sætte en skræk i livet på enhver kampvognschauffør. Til Scouts udleverer hæren en snigskytteriffel, en pistol og sprængstof, der kan gøre det af med såvel broer som tanks og fjendtlige tropper. På slagmarken må du derfor planlægge dine angreb og taktik nøje efter din udrustning.

 

Intet nyt fra Stillehavet

Vi udkæmper en bitter stillingskrig, og kampene handler kun om én ting: at erobre fjendens baser og støttepunkter. Det kan være landsbyer, landingsbaner, bunkers eller andre militære installationer. Når de først er indtaget, kan fjenden nemlig ikke sende ligeså mange tropper i kamp, og når alle reserver er opbrugt, er sejren vor. Der er som regel mange måder at angribe såvel som at forsvare hver enkelt stilling, så det kræver både kreativitet og ildkraft at kontrollere slagmarken. Når vi erobrer de rigtige stillinger, har vi desuden mulighed for at indkalde massive luftangreb, som kan gøre livet surt (og betydeligt kortere) for enhver.

 

battlefield1943_stillingskrig_smHvis vablerne bliver for slemme af en hel dag til fods (og det bliver de, hvis man ikke får et lift af en jeep, en tank eller tager privatjægerflyet, for vi skal tit tilbagelægge længere afstande mellem kampladserne), kan vi heldigvis også kaste os ud i rene luftdueller uden indblanding fra antiluftskyts eller andre irritationer nedefra.

 

Selvom kampene til tider bliver lidt ensformige, og man mest af alt bare glæder sig til sin hjemsendelse, når man endnu en gang bliver sendt en tur på infirmeriet af en tank, så giver det ikke desto mindre et sug i maven, hver gang man stormer en fjendtlig stilling i et velkoordineret angreb med fly, tanks og dødsforagtende fodfolk.

 

 

SPILLET I KORTHED

 

Info

-         Platform: Xbox 360 Live Arcade, Playstation 3 Network, PC

-         Genre: Action

-         Udvikler: Digital Illusions CE (DICE)

-         Udgiver: EA

-         Antal spillere: max 24

 

Viking Reviews dom

battlefield1943_cover_smBattlefield 1943: Pacific er en genudgivelse af tre maps fra tidligere kapitler i serien, og spillet henter det meste af sin nyskabelse i at være en af de flotteste udgivelser, der er udkommet udelukkende som download-spil til PC og konsollernes online-tjenester. Dette taget i betragtning er spillet nemlig intet mindre end en grafisk kraftpræstation, og så er det farverige design en behagelig afveksling fra den askegrå fernis, som ellers pryder de fleste 2. verdenskrigspil.

 

Battlefield 1943's download-only-format betyder naturligt en række begrænsninger. Spillet er udelukkende online multiplayer med to spilmodes: Conquest Mode handler om at erobre og holde en række stillinger, og Air Superiority er rene luftdueller. Der er kun tre maps (plus et fjerde, der udelukkende er til Air Superiority), men hver ø er til gengæld propfyldt med multiplayer-spilleglæde, når man lige har fået taget sit tankkørekort. Takket være Digital Illusions’ Frostbite Engine kan du sprænge store dele af omgivelserne i stumper og stykker akkompagneret af sublim lyd. Styringen er stram og præcis, ligesom hele spiloplevelsen er gennemført og velbalanceret. Og nu hvor de serverproblemer, der plagede spillet i den første uge efter udgivelsen, er løst, er der ingen forhindringer for en rask tur til fronten. Selvom spillet dybest set er en genudgivelse, har Digital Illusions til en yderst rimelig pris vist et flot og vidunderligt larmende glimt af de muligheder, der ligger i rene download spil.

 

Plus

  • Klassisk Battlefield underholdning
  • Imponerende grafik
  • Et røverkøb

 Minus

  • For få spilmodes og maps
  • Grafikfejl (Xbox 360)
  • Til tider ulige holdsammensætning (PS3)

 

Bedømmelse

 

8/10

 

battlefield1943_assault_sm battlefield1943_tower_sm battlefield1943_airraid_sm

battlefield1943_gunner_sm battlefield1943_dday_sm battlefield1943_frostbite_sm

Kommentarer (2)Add Comment
Emil Wahlström Mürer
...
skrevet af Emil Wahlström Mürer, July 21, 2009
Fed anmeldelse, men du mangler da lige at skrive prissensmilies/wink.gif
Anders Hjorth Johansen
...
skrevet af Anders Hjorth Johansen, July 21, 2009
AAARGH! Selvfølgelig, prisen ligger omkring 100 kr.
Ganske billigt for en tur til Stillehavet smilies/wink.gif

Skriv kommentar
Du skal være logget på for at skrive en kommentar. Opret dig som bruger hvis du ikke allerede har gjort det.

busy
 

Viking Login



Vikings Online

Ingen

Seneste forumindlæg



806 viagra uk (0)
03/02/2010 19:35, Keyloalia

Din top 3 over... (17)
30/07/2009 08:28, Cervush

GT240M og ny bærbar max 8 kilo (0)
29/07/2009 17:45, Arsukfjorden

S: Router (0)
23/07/2009 12:16, Steensen

S: Core I7 920 (C0) (3)
22/07/2009 11:26, Rasmus66

Hvad sker der med forum'et? (5)
15/07/2009 23:03, Ronnie

Computer fejler under opstart? (2)
14/07/2009 10:57, Dyberg

S / V: PS3 80GB med lidt spil + GH (1)
18/06/2009 17:00, Dyberg

Copyright © 2009 Viking Reviews
Brug af personoplysninger | Ophavsret | info[at]vikingreviews.dk
Komunikado.dk