Agent Chris Redfield er vendt hjem fra mission i Afrika, og Viking Reviews har fået adgang til hans tophemmelige rapport.

BSAA-fil: Resident Evil 5

Status: Strengt fortrolig

Jeg har set ting, jeg sent vil glemme. Og jeg har set ting, som jeg efterhånden har set så mange gange før. Dette er min beretning.

Min opgave var at undersøge rapporter om, at ukendte bagmænd bruger ustabile afrikanske stater til at teste biologiske våben. Af særlig interesse var rygter om, at den frygtede Las Plagas virus, som senest hærgede i Spanien (BSAA-fil: Resident Evil 4), nu var begyndt at sprede sig i den autonome zone Kijuju. Der gik ikke lang tid, før jeg med uhyggelig sikkerhed kunne bekræfte disse rygter. Faktisk viste det sig, at der var tale om en helt ny type af Plagas-virussen. Snart blandede mere personlige motiver sig dog i opgaven, da jeg kom på sporet af min gamle partner Jill Valentine (BSAA-fil: Resident Evil 1).

Jeg havde på forhånd nærlæst Kennedy-rapporten om agent Leon Kennedys mission i Spanien tilbage i 2005 (BSAA-fil: Resident Evil 4), og jeg må med det samme sige, at mange af mine oplevelser i Afrika til forveksling mindede om agent Kennedys i Spanien.

Det eneste, der er værre end at dø, er at dø alene. Derfor er jeg så glad for, at jeg i Kijuju for første gang i min agent-karriere havde mulighed for at arbejde tæt sammen med en makker. Ved ankomsten slog jeg mig nemlig sammen med den afrikanskfødte BSAA-agent Sheva Alomar. Ligesom jeg var hun drevet af mere personlige motiver end den officielle opgave, nemlig et ønske om at finde og straffe de personer, der var ansvarlige for hendes forældres død i forbindelse med tests af biologiske våben.

Sheva var en yndig, men også særdeles slagfærdig ung dame, og vores samarbejde var hele vejen upåklageligt. Jeg misundte da bestemt heller ikke agent Kennedy, som i Spanien måtte trækkes med præsidentens noget handlingslammede datter Ashley. Netop samarbejdet mellem Sheva og jeg var da også essentielt for at klare mange af de udfordringer, vi stødte på. Det var nemlig svært, grænsende til umuligt at storme frem hver for sig. I stedet måtte vi hele tiden dække og hjælpe hinanden. Heldigvis kunne vi til enhver tid bytte ammunition og medikamenter, hvilket var strengt nødvendigt for både at kunne kæmpe effektivt og for at kunne bære mest muligt i vores begrænsede inventories.

Faktisk stødte vi på en lang række opgaver, som kun kunne løses ved hjælp af tæt og velkoordineret samarbejde. I en dunkel mineskakt måtte én af os for eksempel bære en lanterne, mens den anden tog sig af angriberne. BSAA agenter må ikke være egoister. Ingen gider arbejde sammen med dig, hvis du kun tænker på din egen overlevelse og hamstrer al den ammunition, du finder.

Shevas hjemland er smukt. På sin egen gruopvækkende måde i hvert fald. Det Afrika, vi oplevede, egner sig nemlig bestemt ikke til postkort. Det var støvet, forfaldent og elendigt. Jeg så landets mest dystre afkroge: faldefærdigt slum, isolerede stammelandsbyer og ældgamle templer. Især husker jeg dog lyset. Det gustne lys, som badede alt i et sygeligt skær, når vi da ikke lige vandrede i stinkende kloaker eller dunkle mineskakter. Alligevel var jeg ikke helt så overvældet af indtrykkene, som agent Kennedy var efter sit besøg i Spanien.

Personligt så jeg naturligvis drøngodt ud (selvom jeg måske skal til at skære lidt ned på steroiderne), og smækre Sheva var bestemt heller ikke tosset at have vimsende omkring.

Agent Kennedy og jeg gennemgik den samme agentuddannelse, og vores evner er derfor stort set identiske. Forud for missionen var jeg dog på et særdeles nyttigt kursus i basal nærkamp. Jeg lærte at uddele en række forskellige slag mod fjender, der var blevet stækket af pistolskud. Sheva benyttede sig af lignende om end noget mere akrobatiske angrebsteknikker. Desuden lærte jeg at aflive væltede fjender med et kraftigt los til hovedet eller brystet, så jeg modsat agent Kenndy ikke behøvede at hugge liggende modstandere ihjel med feltkniven, når det var nødvendigt at spare på ammunitionen - denne foroverbøjede arbejdsstilling var både upraktisk og dårlig for ryggen, så jeg kan kun rose BSAA for at have udvidet agentuddannelsen på dette punkt.

Der er dog stadig en lang række gængse teknikker, som jeg ikke kan finde ud ad. Nogle vil måske derfor anklage uddannelsen for at være for kluntet og gammeldags. Jeg aner for eksempel stadig ikke, hvordan man bruger dækning, ligesom jeg hverken kan lade eller affyre mine våben, mens jeg løber. Til forsvar for uddannelsen vil jeg dog understrege, at mine færdigheder passede fortrinligt til de oplevelser, missionen bød på!

Antallet af afrikanere, som er inficeret med Las Plagas virussen, er svimlende højt – selv efter, at Sheva og jeg har tyndet ud i rækkerne. De inficeredes opførsel minder meget om den, som Kennedy-rapporten beskriver. Så selvom der eftersigende var tale om en ny type af Plagas virussen virkede den altså ret bekendt. Når de inficerede personer fik øje på os, satte de som regel i løb, men stoppede få meter fra os og stavrede det sidste stykke som savlende og knurrende skydeskiver. Ikke desto mindre udgjorde de i kraft af deres antal en konstant trussel mod både helbred og nerver.

De var ofte djævelsk dygtige til at udnytte omgivelserne til pludselige bagholdsangreb. Særligt i de trange slumkvarterer førte de effektiv guerillakrig og sprang ned fra tage og klatrede over hegn uden varsel. De brugte alle de våben, de kunne opdrive, så vi måtte kæmpe mod alt fra høtyve, spyd og økser til armbrøster og dynamitstænger. Og ligesom deres spanske modstykker udviste de afrikanske inficerede en modbydelig begejstring for motorsave. Inden længe udviklede vi dog forskellige effektive taktikker mod hvert våben, hvilket blot er endnu et vidne om betydningen af godt samarbejde. Tit kunne vi desuden barrikadere os i huse eller flygte op på tagene, hvor de kun vanskeligt kunne forfølge os.

Det krævede store mængder krudt og kugler at komme horderne af inficerede til livs. Gudskelov lod de lokale dog deres ammunition ligge og flyde overalt: i tønder, kasser, kister og sågar i små bunker af frugt. Desuden havde vi ofte mulighed for at købe nye våben og opgraderinger. Alligevel måtte vi dog hele tiden være påpasselige med at rationere vores skud.

Med jævne mellemrum stødte vi på abnorme og ofte gigantiske mutanter fremkaldt af Plagas virussen. Nogle af disse møder bød på mindeværdige kampe, mens andre blot skulle overstås. Derudover fik vi lejlighed til at prøve kræfter med et udsnit af det afrikanske dyreliv. Hovedsagligt slanger, krokodiller og muterede hunde, men også en race af ualmindeligt aggressive høns.

Der var nok at skyde på, og jeg har da heller aldrig brugt så meget ammunition på én mission før. Den knugende frygt var denne gang afløst af pumpende adrenalin. Når jeg nu alligevel har udviklet et overforbrug af blodtryksfortyndende medicin skyldes det den utryghed, vi konstant befandt os i. Vi vidste, at næste angreb kunne lure om hvert eneste hjørne eller komme farende fra hvert eneste hustag.

Vores hjerner kom ikke ligefrem på overarbejde. Modsat tidligere missioner, hvor jeg ofte måtte løse komplicerede gåder for at kunne fortsætte, stødte vi denne gang højst på en håndfuld udfordringer, som et velplaceret shotgun-skud ikke kunne løse.

Den mission var heller ikke synderlig uhyggelig. Måske fordi samarbejdet med Sheva fortrængte den ensomme isolerede rædsel, jeg før har oplevet, til fordel for et mere sammenbidt fokus på at kæmpe og beskytte hinanden. Måske har jeg taget skade af mine tidligere missioner, men jeg savnede faktisk frygten og uvisheden om, hvad der mon ventede i mørket.

Resident Evil 5 er på ingen måde den samme revolution som sin legendariske forgænger. Det er en (for det meste) vellykket opdatering af en klassiker, hvor især tilføjelsen af en velintegreret co-op del skinner igennem. Styringen er uændret i forhold til 4’eren og vil sandsynligvis genere action-fanatikere, da der ikke er meget Marcus Fenix over agent Redfield. Alligevel vil spillets større fokus på action sikkert støde gyserpurister. Spillere med smag for puzzles bør ligeledes søge udfordringer andet steds, for Resident Evil 5 bryder afgørende med seriens tidligere gåder. Når story-mode er gennemført åbnes en co-op-udgave af den Mercenary-mode, som også var at finde i 4’eren. En versus-mode kan nu desuden hentes på konsollernes online-tjenester. Sammen med en fyldig story-mode er der altså mange blodige timers spilletid at hente i Afrika. Alle, der nød det nu klassiske Resident Evil 4, vil sandsynligvis også få sig en god oplevelse med 5’eren, men vil måske samtidig spekulere lidt nervøst over, hvor serien er på vej hen.

8/10